“Skal jeg have Windows 8 når den kommer?”
september 22nd, 2011
Der går stædige rygter om, at Bill Gates, tidligere præsident-direktør for virksomheden bag Windows, i 1983 eller deromkring har sagt, at en computer skulle have max 640 Kilobyte RAM. RAM er computerens korttidshukommelse. Hver gang du starter din computer, skal ethvert program der startes op, indlæses i computerens korttidshukommelse. Mange programmer der kører på ens computer, kører i baggrunden, de fleste mennesker har ikke en anelse om hvad der kører. Det er heller ikke nødvendigt. Jeg ved heller ikke hvad der foregår under motorhjelmen på min bil – så længe bilen kører er det fint for mig.
Men en computer kan ingenting, uden at den har fået besked på hvad den skal. Altså, der skal være software i din computer, der oversætter dine bevægelser med musen til nuller og et-taller, for dét er noget en computer forstår. Og et program der kan sende informationen til skærmen (rettere sagt: til skærmkortet – men det kan for de fleste mennesker være ligegyldigt).
I 1983 var det ganske almindeligt, at bruge tastatur til at gøre noget med en computer. Musen var opfundet, men der var ikke mange mennesker der brugte en mus. Og hvorfor skulle de: computeren bestod jo ikke af flotte billede-agtige skærme i full-colour, men udelukkende af tekst.
Windows blev oprindeligt annonceret under navnet Interface Manager. Allerede tilbage i 1983 talte Bill Gates på COMDEX, verdens største IT-messe, om at kunne bruge musen i stedet for tastaturet. Gates har altid benægtet at han har sagt noget om de der 640 Kilobyte. Og hvis han i 1983 allerede har snakket om et grafisk udseende, så kan det ikke være andet end at Gates vidste, at 640 Kilobyte i løbet af nul komma fem ville blive for begrænset.
Om Bill Gates nu har sagt det eller ej, er faktisk også ligegyldigt. En computer i dag kan ikke køre med 640 Kilobyte RAM. Faktisk kræver Microsoft til deres nyeste version 2 Gigabyte. Altså 2048 Megabyte. Eller to millioner syvoghalvfems tusinde hundrede og tooghalvtreds Kilobytes. Og når Microsoft lancerer Windows 8, forventer jeg at mindstekrav bliver 4 Gigabyte RAM.
Windows 8 kommer sandsynligvis til næste år – men Microsoft holder lav profil for hvad angår information om udgivelsesdatoen af Windows 8. Alligevel får jeg ofte spørgsmål om man skal installere den nyeste version af Windows. Og svaret er: nej.
Du må godt – men du skal vide at du ikke behøver. Der er som regel ingen grund til det. Desuden er det dyrere at købe en løs version af Windows end en version som følger med ens computer. Men det vigtigste er, at din computer er bygget til at kunne køre med et bestemt system. Men tja, udviklingen går stærkt. Det er kun 28 år siden, at Microsoft begyndte at snakke om et grafisk udseende. Det så sådan ud:

Den første version udkom i 1985, den hed Windows 1.0. Eller egentlig udkom den aldrig, men Windows 1.01, 1.02, 1.03, 1.04 og 1.05 udkom, ret hurtigt efter hinanden. I 1987 udkom Windows 2.0, og så satte Microsoft tempoet lidt ned. I 1989 kom Windows 3.0, og i 1991 kom 3.1. Altså ikke 4.0 – I 1993 kom 3.11, og først i 1995 kom 4.0 Den hed bare ikke 4.0, men Windows 95. Siden har der været Windows 95 OSR2, Windows 98, Windows 98 SE, Windows Millennium, Windows 2000, Windows XP, Windows Vista og Windows 7. Desuden har Microsoft mellem udgivelsen af Windows 3.0 og Windows 2000 først to linjer: ved siden af Windows 3.1 blev Windows NT 3.1 udviklet. Den blev fulgt af Windows NT 3.51, da Microsoft lancerede Windows for Workgroups 3.11 på den første linje.
Da Microsoft udgav Windows 95 kom de også med Windows NT 4.0. Og imens ”linje 1” var et samlebånd af styresystemer, var det på ”linje 2” rimelig stille. Det vil sige: Microsoft opdaterede systemet hele tiden med såkaldte Service Packs. Det gør de stadigvæk, men for at sikre at de følger med tiden, og tidens krav, udgiver de omkring hvert andet eller tredje år et nyt system. Vil du gerne have det nyeste af det nyeste? Så vil jeg anbefale at du lige venter indtil Windows 8 er kommet på markedet. Og så er det en god idé at købe en ny computer, så følger der sandsynligvis Windows 8 med. Men ellers kan du lige så godt beholde det du har. Hvis det virker, skal man ikke pille ved det. Men husk: tag en backup af dine data, så ofte som du selv synes. Fordi jo ældre en computer er, desto større bliver chancen at din computer kaster håndklædet i ringen – oftest uden at rådføre sig med dig. Og så er det oftest sværere at redde ens data. Ligesom med Sygesikring Danmark, hvor man skal melde sig ind mens man en rask, skal man også skifte sin computer ud mens den gamle endnu kan bruges.
Spørgsmål? Bare ring, mail, sms, send røgsignaler eller en postdue.











