Flash på iPad

Tablets bliver mere og mere populære, og selvom der efterhånden er mange mærker på markedet, så er den største sællert indenfor tablets til dato Apples iPad og iPad 2.

En af iPads store styrker er batteritiden, som Apple selv hævder er op til 10 timer på en fuld opladning. Men mange brugere oplever at batteritiden er endnu længere. CNET har for eksempel i foråret lavet en sammenligning mellem en række forskellige tablets, hvor iPad, hvad angik batteritiden, var den helt klare vinder med sine hele 12,6 timers batteritid. Testen blev foretaget ved gentagen afspilning af en film, med maskinen i Airplane mode (en tilstand hvor alle netværksfunktioner er slået fra), indtil batteriet var tomt.
Men den lange batteritid sker på bekostning af visse features, bl.a USB tilslutning og Flash.

Den manglende flash på iPad kan være til stor irritation for brugerne, da det betyder at en hel del online video eller lyd ikke kan afspilles, det samme gælder for de fleste online spil, bl.a Facebookspil.
Men der er en måde at omgå problemet på, så du også kan bruge din iPad til at spille spil, se film eller lytte til lydfiler der bruger flash. Metoden er sikker at anvende og involverer IKKE jailbreaking (en form for hacking).

Løsningen er en app som for eksempel iSwifter eller Puffin Web Browser.
Begge apps virker som en slags såkaldt sky-teknologi eller cloud-techonology. Den kører ganske enkelt flash indholdet på sin egen server og sender video ned til iPaden som skal være opkoblet på et Wi-Fi netværk. 3g-netværk virker ikke optimalt.
Disse apps er naturligvis noget langsommere end den indbyggede Safari browser, men er dog hurtige nok til at man sagtens kan se videoer.

iSwifter kan downloades i AppStore og koster på nuværende tidspunkt 30 kroner og kan bruges ligeså meget eller lidt som man har behov for. De første 30 minutter er gratis, så man kan prøve appen af før man køber.  iSwifter er i øjeblikket kun tilgændeligt på iPad.

Puffin Web Browser som også kan downloades i AppStore koster kun 6 kroner, så har man lyst til at afprøve flash på sin iPad eller iPhone er Puffin Web Browser et godt sted at starte. Puffin kan bruges på både iPhone og iPad.

I visse tilfælde vil iSwifter dog klare sig bedre og hurtigere end Puffin, for eksempel ved Facebookspil – men dette kan hurtigt ændre sig da både iSwifter og Puffin hele tiden arbejder på forbedringer.

Tags: , , , , , , ,

Leave a Reply